​

Jeg er meget bevidst om, at babysimulatoren ikke kan agere 100% som et rigtigt barn. Det tales der meget åbent med de unge om. Nogle unge kan passe en babysimulator meget fint, men det er ikke ensbetydende med, at de kan leve op til de forældrefunktioner der er vigtige at have, for at et barn kan udvikle sig godt på alle områder.

​

Babysimulatoren er hård, dufter ikke som en baby, kan ikke lukke og åbne øjnene og har mere mekaniske lyde. Babysimulatoren sætter ikke gang i resonansen mellem spejlneuroner og hormoner, som vi ved en baby gør. En babysimulator har eksempelvis ikke mimik og intentioner som er værd at fuldføre og imitere.

Noget af det vigtigste i forholdet mellem barn og forældre er relationen. Kvaliteten af relationen og samspillet - det at mor og far er opmærksomme, empatiske, nærværende og afstemte i kontakten til og med det lille barn, har afgørende betydning for den tilknytning barnet får til sine primære omsorgsgivere.

Babysimulatoren registrerer ikke øjenkontakt, mimik, indlevelse og nærvær. Derfor bruger jeg, i samtalerne og samarbejdet med den unge, under hele forløbet, meget tid på at tale om det lille barns behov. Hvad babysimulatoren kan vise og ikke vise, samt om den viden vi har om, hvad en forældre skal kunne for at opfylde barnets behov. I fasen hvor babyen skal passes af den unge, er det vigtigt med hjemmebesøg af den professionelle, så ovenstående kan følges op. Jeg opfordrer de unge til at interagere med babysimulatoren, som om den er en rigtig baby og taler med de unge om det, hvis dette er svært.